Søvn er vores sundhedsportal nummer ét, al den stund at det er under søvnen, at de selvregulerende processer inden i os kan fungere uforstyrret.

Under søvnen er tænkningen slået fra, så kroppen er fritaget for kapløbet med de mange mål og aktiviteter, vi sætter os for. I søvnen bliver der ro til, at nye ideer kan blive født.

Søvnen er nemlig ikke bare et brusebad for hjernen, men også en port til de slumrende, skjulte ressourcer i det ubevidste, som vi hver nat har adgang til igennem drømmene.

For at søvnen kan folde sig helt ud og være effektiv, må bevægeapparatet kunne glide ind i en tiltagende eftergivelighed og afslapning. 

Søvn kan inddeles i fire stadier med forskellige hjernebølgefrekvenser:

  • Stadie 1 er den døsende tilstand, hvor hjernebølgerne kan måles til mellem 7,5 og 14 Hz. Disse kaldes Alfa-bølger.
  • Stadie 2 er den let sovende tilstand, hvor hjernebølgerne kan måles til mellem 4 og 7,5 Hz. Disse kaldes Theta-bølger.
  • Stadie 3 er den dybt sovende tilstand, hvor hjernebølgerne kan måles til mellem 0 og 4 Hz. Disse kaldes Delta-bølger.
  • Stadie 4 er drømme- eller REM-søvnen, hvor hjernebølgerne kan måles til mellem 14 og 30 Hz, og de minder om Beta- og Alfa-bølger uden at fungere som disse.

Kroppen skal kunne leve op til helt særlige krav i nattens løb, for at søvnen kan forløbe jævnt og uden afbrydelser, der vækker dig.

Døs:

Slæber du dig afsted igennem dagen – overtræt og udmattet – vil det være naturligt, at der skabes en rastløs nervøsitet i kroppen, som gør det vanskeligt at falde til ro, når du lægger dig for at sove.

Det er simpelthen vanskeligt at kunne mærke andet end uroen og svært at kunne sanse kroppen og finde den ro, der kan få dig til at glide ind i søvnen.

Let søvn:

I den lette søvn handler søvnkvaliteten om, hvorvidt søvnkernen i krybdyrhjernen kan skabe tilstrækkelig ro til, at de store hjerneområder ovenover kan få fred til at sove.

Krybdyrhjernen bliver overaktiv, når vi har for mange løse ender og spekulationer, som vi ikke kan finde løsninger på – fx ængstelse i forbindelse med kriser i familien eller vennekredsen – og mange andre ting, der kan skabe støj i hovedet og uro i kroppen.

Dyb søvn:

For at komme ned i den dybe søvn skal kroppen blive stille, og musklerne kunne være helt afslappede. 

Åndedrættet skal kunne falde til ro, så der bliver adgang til den indre ro, hvor det indre, fysiologiske arbejde kan ilte, rense og opfriske kroppens celler.

Drømmesøvnen/REM-søvnen:

REM-søvnen skaber helt særlige indre billeder, som er i samklang med de stemninger, der ligger i vores emotionelle og kropslige filtre. I nattetimernes mørke og ro åbner sindet sig for den ubevidste intelligens, der former billedudtrykkene, således at vi har mulighed for at finde vigtige og nyttige budskaber igennem dem.

Billederne og stemningerne afspejler dét, der påvirker os i øjeblikket og viser vejen til de ressourcer, der altid står parat til at skabe større trivsel og selvindsigt, når vi lytter og er nysgerrige.

Under REM-søvnen stiger hjernebølge-frekvenserne, så aktiviteten i hjernen minder om vågenhed og døs – og ligner altså Beta- og Alfabølger, men fungerer helt anderledes hér, hvor dagsbevidstheden er slået fra.

Det vigtige for REM-søvnen er, at der er plads i sindet og i kroppen til, at ”aktiviteterne” under den kan rummes.

Når du mangler søvn, bliver hjernen træt og kroppen udmattet. Det betyder, at din koncentrationsevne, læsehastighed og hukommelse reduceres, og at evnen til at fornemme sunde grænser og behov daler i takt med en snigende mangel på kropsfornemmelse og kropskontakt i det hele taget.

Dét, der står tydeligst for dine omgivelser, er den lave tolerance og mangel på overbærenhed, samt en svingende, men ofte passiv tilstedeværelse i fællesskabet.

I min klinik vil du kunne bestille tid til en samtale, der afdækker dit særlige søvnproblem og dén hjælp, du kunne have brug for til at glide roligt ind i søvnen og kunne være i synkronisitet med de faser, som søvnen indeholder.