Søndagskurset ”Genopbygning efter stress og udtrætning – lad stressen forsvinde i mental og indre ro”.
Stress er afmagtens blindgyde og rammer ofte de stærke, engagerede og ambitiøse mennesker, der på grund af lyst, iver og gåpåmod ikke i tide når at få trukket i nødbremsen.
Jeg ser vejen til stress og udtrætning som den vej, vi slet ikke vælger, men automatisk kommer til at gå, fordi den giver os muligheden for at bruge os selv på dén måde, vi oplever os selv stærkest på, og derfor også kan være mest udholdende igennem.
Stress og udbrændthed kommer derfor snigende, og trætheden i den har undervejs været skjult for os al den stund, at kropskontakten og muligheden for at opdage faresignalerne forsvinder i iveren efter at ”klare det” imod alle odds.
Fornemmelsen af at være på et farligt spor udebliver og usynliggøres af de vaner og tidligere succesoplevelser, vi har haft, og som er kommet ved at prioritere vores kræfter og muligheder i en ganske bestemt orden.
Langsomt er de ressourcer, som vi plejer at tage for givet, blevet opbrugt, således at både lageret og reservelageret er tømt. Kroppen siger simpelthen nu helt fra, fordi den ikke kan mere.
Kurset vil være som at lægge din trætte krop i en hængekøje, der bliver skubbet fra side til side, så vinden puster ny friskhed ind over dig.
Det vil handle om at genstarte hjernens og kroppens naturlige samspil og evne til at sørge for hinandens energiopbygning. Opbygning af ro, centrering og kropslig balance er det første stabile trinbræt for dette.
Du vil igennem dagen blive guidet roligt og støttende ind i en bevidsthedsmæssig og kropslig retning, der kan bringe dig fra det smalle stress-spor og over på det brede trivsels-spor. Du vil blive gjort fortrolig med, hvorledes du enkelt kan arbejde med de tanker og følelser, der trækker dig nedad energimæssigt, og du vil få mulighed for at komme tættere på din egen, indre stabilitet og styrke.
På denne måde vil du kunne opleve stille og roligt at blive samlet igen og finde din retning og dine værktøjer til på ny at blive glad og energifyldt.
–
Pris: kr. 1.500,-.
Tilmelding: Send en mail til mail@hennyklindt.dk.